Rygsøjlegigt, seronegativ spondylartropati, deles jævnfør de europæiske klassifikationskriterier i

Mb. Bechterew er en gigtsygdom, der specielt angriber leddene i ryggen samt leddene mellem korsbenet og hoftebenene (sacroiliacaleddene). Sygdommen er forbundet med rygsmerter og stivhed. Symptomerne starter typisk i 20-30 års alderen, men kan vise sig både tidligere og senere. 
Sygdommen skyldes en reumatisk inflammation, der er en form for betændelse uden bakterier. Betændelsen angriber oftest ryggens led og sacroiliacaleddene samt de steder, hvor sener, ledbånd og ledkapsler hæfter på knoglerne.
Ubehandlet vil sygdommen ofte være præget af tiltagende rygstivhed, der skyldes sammenvoksning af leddene når betændelsesforandringerne heler.
Årsagen til Mb. Bechterew kendes endnu ikke, men der er blandt andet en arvelig faktor, idet mange patienter med Mb. Bechterew har en arvelig vævstype B27.

Psoriasis artropati (psoriasisgigt) er en kronisk inflammatorisk gigtsygdom, som rammer patienter med hudsygdommen psoriasis. Sygdommen angriber oftest ekstremiteternes (lemmernes) led, men ca. 1/3 af patienterne har som led i sygdommen gigtforandringer svarende til sacroiliacaleddene og/eller rygsøjlen.

Reaktiv artrit er sædvanligvis en forbigående akut artrit som optræder få uger efter en betændelse andet sted i kroppen, hyppigst svarende til urinvejene eller mave-tarmkanalen. Det drejer sig oftest om forandringer i store led, såsom knæ og ankler, samt fødderne, men der kan i det akutte stadium være inflammatoriske forandringer svarende til sacroilicaleddene. Sygdommen falder sædvanligvis til ro i løbet af måneder, men kan komme igen og kan få et kronisk forløb. Dette gælder specielt hvis patienten har vævstypen HLA B27. Patienter med et kronisk forløb får ofte gigtforandringer svarende til sacroiliacaleddene og/eller rygsøjlen.

Artrit forbundet med tarmsygdommene colitis ulcerosa og Morbus Crohn betegnes sædvanligvis enteropatisk artropati. Denne gigtform ses hos 10-15% af patienterne med disse tarmsygdomme og kan involvere såvel perifere ekstremitetsled som sacroiliacaleddene og rygsøjlen.

Patienter med kliniske tegn på rygsøjlegigt uden at det er muligt at diagnosticere en af ovennævnte gigtdiagnoser grupperes sædvanligvis under betegnelsen uklassificerbar spondylartropati indtil der eventuelt tilkommer psoriasis, billedmæssigt typiske tegn på Mb. Bechterew eller andet som tillader en gruppering sammen med ovenævnte klassificerede former for rygsøjlegigt.

Der findes mindre hyppige former for rygsøjlegigt, blandt andet omfattende forandringer forbundet med hudsygdommen pustulosis palmoplantaris, ofte betegnet pustulotisk artro-osteit, samt involvering af sacroiliacaled og/eller rygsøjlen som led i børnegigt - børne rygsøjlegigt. Disse gigtformer kan adskilles fra de mere almindelige former både klinisk og billeddiagnostisk.